🦅🪶🪶🪶🦅
Dyr er vores sjælefæller, de er vogtere, de er spejle for vores sjæl.
Lakotaerne sagde:
“Alt, hvad der lever, har en ånd. Og enhver ånd taler til den, der lytter.”
Når vi vender os mod et dyr, åbner vi en dør til denne gamle verden.
For dyr bærer en klarhed, som vi mennesker ofte har mistet.
Deres skridt følger jordens rytme.
Deres åndedræt er i harmoni med vind og vejr.
Deres hjerte slår i takt med naturen.
I shamanistisk arbejde siges det, at dyr kan vogte vores tabte sjælsdele.
De bevarer den vildhed, vi har kastet af os.
De bærer de instinkter, vi har glemt.
Et dyr møder vores sande essens – ikke det, vi har pålagt det.
Det ser, hvad der hviler under overfladen.
Vores sandhed.
Og det er dér, helingen begynder.
Et dyrs nærhed beroliger vores nervesystem,
åbner op for åndedrættet,
får kroppen til at blive blødere.
Dets blik bringer os tilbage til øjeblikket.
Vi føler os måske igen helt forbundet gennem dem, med vores essens, vores hjerte.
Forbundet med naturen.
De minder os om den cirkel, vi hører til.
Om forbindelsen med alt, hvad der lever.
Om den gamle viden, der sover i vores knogler.
Det er måske deres største gave:
De fører os tilbage til det sted, hvor vi igen bliver hele mennesker.
Forbundet.
Med os selv.
Med naturen.
Med den ånd, der lever i alt.
(Veronika Mitena)

Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.