Den forbudte hjerne, del I
af Bruno Martin
Intelligens kan forbinde tråde af kreativt potentiale med tilgængelige ressourcer og omstændigheder.
Er bevidstheden nu afhængig af hjernen eller er hjernen afhængig af bevidstheden? Vi har her at gøre med et klassisk paradoks.
En hjerne, der kan reflektere over sig selv, er et logisk problem, der svarer til M.C. Eschers maleri af to hænder, der maler sig selv. Det er ikke et problem for den virkelige jeg-bevidsthed – det er kun et problem for logikken.
I det normale liv er man vant til, at tingene ofte ikke er logiske. Muligheden for selvreferencer og selvrefleksion i hjernen kan forklares kausalt ved forskellige niveauer af informationsbehandling, f.eks. at de erindringer, vi kan få adgang til i en aktuel tankeproces, er gemt et andet sted end den øjeblikkelige perceptuelle behandling.
Den forbudte hjerne, del II
af Bruno Martin
Desuden er der forskellige kredsløb til behandling af forskellige opgaver, hvoraf de fleste foregår under bevidsthedstærsklen.
Der må ske en slags “kvantespring” til et højere niveau, så vi kan forbinde en individuel bevidsthed og selvbevidsthed med en bevidsthed, der ikke er bundet til hjernen. Selvbevidsthed i hjernen er både en koblingsstation og en grænseflade, der kan sammenlignes med den særlige forbindelse mellem gliaceller og nerveceller.
Denne grænseflade forbinder og forvikler os i bevidsthedsfeltet med alle andre koncentrationer eller, billedligt talt, “molekyler” af bevidsthedskvanter.
Den forbudte hjerne, del III
af Bruno Martin
På det dybere niveau af det sammenfiltrede hierarki afslører psyko-neuro-immunologien de mange og næsten uforståeligt komplekse forbindelser mellem hjernen og immunsystemet. Nervesystemet og immunsystemet kommunikerer klart med hinanden.
For eksempel kan endogene smertelindrende (og nydelsesfremmende) neurotransmittere som endorfiner ændre lymfocytaktiviteten. Man mener også, at følelser får hjernen til at frigive de relevante budbringere, der udløser immunresponset. De kemiske budbringere vandrer enten til de celler, hvor der er brug for dem, eller de nødvendige gener aktiveres direkte, så neurotransmitterne produceres på stedet.
Omvendt kan generne også blive slukket, hvis de producerer for meget af et stof på et uhensigtsmæssigt tidspunkt.
