Danmark Vågner®™

🪶HOMMAGE TIL DEN ÆRLIGE KVINDE🪶

Dette er til alle de kvinder, der vover at være ærlige.
At vise sig åbent og sårbart.
At vise mod i deres vrede, deres sårethed, deres jalousi, deres misundelse – og også i deres sygdomme.

Dette er til alle de kvinder, der gør det, selv når afvisning gør ondt, selv når onde ord sårer, selv når vurderinger ryster dem, selv når de ikke står hævet over det hele.

Dette er til alle de kvinder, der alligevel kan forblive bløde, som alligevel græder og samtidig trækker deres sværd, løfter deres stemme og sætter grænser for verdens hyklere.

Dette er til de kvinder, som let kunne spille spillet som de søde, de smukke, de rare, de fine, de vise, de hellige, de perfekte.
For det elsker masserne, det giver point, følgere, likes og altomfattende anerkendelse.
Men erfaringen viser: før eller siden skubber de dig ned fra en trone, du aldrig ønskede at sidde på.

Dette er til de kvinder, der ved, hvor deres svagheder er, og som ikke skjuler dem, blot for at andre kan holde fast i noget, blot for at andre kan falde for illusionen om fromhed og dermed undgå at møde sig selv.

Dette er til de kvinder, der har fejl og væver kunst ud af dem.
Skaber poesi af dem, maler billeder af dem, rører mennesker gennem dem,
heler familiesystemer gennem dem,
bryder løgnens konstruktioner,
som er skabt omkring dem –
af forfædre, af forældre, af lærere, af verden … og siden også af dem selv.

Dette er til de kvinder, for hvem det ikke er nok blot at blive elsket, selvom det er udgangspunktet for deres synlighed.
De ønsker endnu mere at elske sig selv – dér hvor det gør ondt, og hvor de endnu ikke kan.
Og derfor åbner de det op – også foran andre.

Dette er til de kvinder, der udvider deres smertegrænse for at hele deres sår gennem synlighed.
Selv når det gør ondt, selv når det minder om ursmerten:
afvisning, foragt, straf.

Dette er til de kvinder, der ikke er for fine til at være ubehagelige spejle for andre.
Selv når de ofte står ubeskyttede …
over for afvisningens, arrogance­ns og hovmodets grimasser.
For også de ved: disse dele bærer de selv i sig.

Dette er til kvinderne, de højsensitive, dem der gør det alligevel –
trods deres skrøbelighed, trods deres traumer, trods deres selvivl og usikkerhed.

Dette er til kvinderne, der er her for at minde os og vise, hvor Gud har sit udspring –
på stedet for selv-ærlighed,
forbandet fri for enhver vurdering
og fyldt med en betingelsesløshed, som ikke er af denne verden.

Dette er til kvinderne, der præcist husker dette sted –
og hvis længsel dertil er stærkere end frygten for ordene fra dem,
der ikke kan eller vil se eller forstå det.

Dette er til kvinderne, der ikke går under, men bliver ved med at blomstre,
fordi de ikke kan andet –
selv når det sker i det skjulte, i deres huler,
for nogle gange er det også vigtigt … at gemme sig,
eller der simpelthen ikke er andre muligheder.

Jeg ærer dig.
Jeg ser dig.
Jeg bukker mig for dig.
Og for mig.

AHO