Træer har altid været de mest hjemsøgende prædikanter for mig.
Jeg ærer dem, når de lever i nationer og familier, i skove og lunde.
Og jeg ærer dem endnu mere, når de står alene.
De er som ensomme.
Ikke som eremitter, der har stjålet sig væk på grund af svaghed, men som store ensomme mennesker, som Beethoven og Nietzsche.
Verden rasler i deres trætoppe, deres rødder hviler i det uendelige; men de fortaber sig ikke i det, men stræber med hele deres livs styrke efter kun én ting:
at opfylde deres egen boliglov, at udvikle deres egen form, at præsentere sig selv.
Intet er helligere, intet er mere forbilledligt end et smukt, stærkt træ……….. 🌳🌲
(Hermann Hesse)
Skriv et svar